Tusindvis af grønlandske kvinder fik ufrivilligt indopereret spiraler for at forhindre dem i at blive gravide i 1960’erne-1970’erne af de danske kolonimyndigheder. Dette blev gjort for at nedbringe befolkningstilvæksten i Grønland – et ondt og kynisk udtryk for befolkningskontrol som led i den danske imperialismes kolonipolitik i Grønland.
I løbet af 1950’erne til 1960’erne steg fødselsraten i Grønland med 80%, hvor 1.781 børn fødtes om året i 1966. I 1966 blev beslutningen taget af Grønlandsministeriet og Sundhedsstyrelsen i den danske stat om at indoperere spiraler i 4.500 af Grønlands 9.000 vurderede fertile kvinder, det vil altså sige 50%. Grønlands befolkning var på dette tidspunkt på omkring 40.500. Den såkaldte »Spiralkampagne« når sin højeste intensitet i perioden mellem 1966 op til 1970’erne, hvor indgrebene bliver gjort uden de unge kvinders samtykke, nogle af dem ned til 12 år gamle. Det lykkedes den danske imperialisme at nedsætte befolkningsvæksten gennem dens kyniske overgreb, men bliver i 1974 nødt til at forlade politikken. Ikke fordi den fortryder sine misgerninger, men fordi dens politik har lykkedes og at den samtidig frygter bagslag i form af oprør og kritik af dens politik fra bl.a. FN – flere af hvis konventioner som er blevet brudt igennem hele forløbet.
Den tvungne statsprævention udførtes i en periode hvor Grønland formelt havde ophørt med at være en dansk koloni – men er det stadig i praksis i dag. På dette tidspunkt var Grønland alligevel underlagt Grønlandsministeriet i regeringen, som tilså at tvangspræventionerne blev indført i den såkaldte Spiralkampagne . Overgrebene blev angiveligt gjort for at befolkningsvæksten ikke skulle forhindre moderniseringen af Grønland , med andre ord: for ikke at komme i vejen for den danske imperialismes ønsker om at fortsætte sin dominans over Grønland. Mange på Grønland taler ikke dansk, alligevel blev der kun talt dansk inde på operationsstuerne og lægerne var danskere. Mange af pigerne blev ikke informeret om at de blev steriliseret, både grundet sprogbarrieren, men også fordi at det blev holdt hemmeligt både for dem og deres familie.
Den grønlandske befolkningsvækst har aldrig kommet sig siden Spiralkampganen og befolkningstallet på Grønland er stagneret siden 1990’erne.
Selvom politikken officielt blev forladt i 1974, blev den uofficielt fortsat i mange år. I 1992 overtog de lokale myndigheder på Grønland sundhedsområdet, hvor politikken fortsatte med yderligere 14 grønlandske kvinder, der fik indopereret spiraler uden samtykke.
Overgrebene har gjort permanente skader hos mange kvinder i dag, som oplever mange gener såsom underlivsbetændelse, voldsommer smerter, uregelmæssige blødninger og permanent vævskader og sterilisering. Spiralerne som blev brug dengang var at typen Lippes Loop og var meget større end dem, som bliver brugt i dag, og var desuden dengang kun tiltænkt kvinder som allerede havde født før. Bl.a. af denne grund har spiralen ført til permanente traumer i mange af kvindernes underliv efter at have siddet der i årtier.
Den ufrivillige prævention hører heller ikke kun den fjerne fortid til. Det britiske medie BBC har nemlig i et interview med 4 grønlandske kvinder afsløret, hvordan der er kendskab til mindst 4 sager om ufrivillige fødselsprævention, foretaget af myndighederne på Grønland, siden årtusindeskiftet. Information har også rapporteret om mindst tre ufrivillige provokerede aborter som er blevet foretaget af myndighederne i 2004, 2010 og 2013.
I øjeblikket stævner 143 grønlandske kvinder den danske stat og søger erstatning på 300.000 kr. hver for deres lidelser. Denne sag får i øjeblikket meget medieopmærksomhed. Den borgerlige danske stat samt myndighederne på Grønland bruger lige nu sagen i led med en »historisk udredning af den dansk-grønlandske historie«, 45 millioner kroner er afsat af staten til dette formål. Denne udredning er i led med den igangværende proces for Grønland og Færøerne med at gå fra kolonier til halvkolonier. Den danske imperialisme er derfor nødt til at indrømme mange af dens forbrydelser og udrede dem for at kunne fortsætte sin udbytning af Grønland og sin strategiske position i Arktis.
Overgangen fra koloni til halvkoloni for Grønland og Færøerne skal forstås som en bevidst handling fra den danske imperialismes side. Det er en måde for den at raffinere sin udbytning af landene på, da denne er mere stabil end en den officielle koloniform. Samtidig er det et udtryk for at revolutionen er hovedtendensen i verden i dag, det er et tegn på imperialismens forrådnelse og kollapset af de sidste rester af det koloniale system i verden. Den danske imperialisme har lært af lektionerne fra folkets antikoloniale kampe i hovedsagligt Afrika og Asien og har valgt at komme dem i forkøbet ved selv at diktere processen. Også de interimperialistiske modsætninger skal tages i betragtning, med hovedsagligt yankee-imperialismen som har fået fornyet interesse for Arktis i dens kappestrid mod den russiske imperialisme. Samtidig har smeltningen af indlandsisen på Grønland nu vækket opmærksomheden hos andre imperialister der ønsker at udvikle minedrift på Grønland.
Processen for Grønland og Færøerne skal derfor forstås som et svaghedstegn for den danske imperialisme og imperialismen generelt, som ikke længere er i stand til at varetage kolonier, og at masserne på Grønland og Færøerne trodsigt fortsætter med at kæmpe og gøre modstand.